Lyt, leg og lær – i fællesskaber

I begyndelsen er lyden! Det gælder helt bogstaveligt og grundlæggende for vores egen eksistens, eftersom høresansen sammen med følesansen er den tidligst udviklede sans i vores præmature eksistens.

Af Ansa Lønstrup: Følgeforsker for projektet og lektor i Æstetik og Kultur (emeritus) @Aarhus Universitet

I min barndom i slutningen af 1950´erne voksede jeg op i en syngende og legende familie og med de voksnes vennekreds og deres børn, hvor fællesleg, fællessang, optrin og ordsprogslege var en del af fester og sammenkomster. Til hverdag sad vi børn hjemme omkring radioen, hvor vi lyttede i fællesskab til Inge Åsteds børneprogram på Danmarks Radio. I nyere tid har DR totalt droppet al radio for børn – så det falder på et tørt sted, når andre tager over: Aarhus Kommunes Biblioteker har med projektet ”Auditiv litteraturformidling” arbejdet undersøgende, nysskabende og kreativt med forskellige formater, rammer og metoder, hvori børn på lyd- og lytte-basis selv arbejder legende med lyd, lytning, krop og sanser – og derudfra selv skaber fortællinger. 

Projektgruppen udviklede og afprøvede fem formater: Lyttebiograf, Lydfortællinger med børn, Lydbanko, Dans en historie samt Lytteraketten – en auditiv installation – alle baseret og fokuseret på det at skabe skærmfrit lyd-lytte-samvær og aktiviteter med og for børn. 

Selvom børn mestendels også lytter, når de er sammen med deres skærme, og på den måde også får visse lyd- og lyttekompetencer derved, så kræver det et nyt og anderledes arbejde med et særligt fokus på lytning, hvis børnene selv skal få åbnet ørerne og kroppen også for en egen praksis med netop lydens og lytningens særlige kunnen og muligheder.   

Om børns kropsligt-auditive teknologi  

Baseret på min egen interesse og forskning i feltet Stemmen og Øret, Lytte-rum samt det brede felt Sound Studies vil jeg forsøge at udrede og perspektivere de særlige principper og potentialer, der ligger i det arbejde, som projektet har udviklet og gennemarbejdet. 

I begyndelsen er lyden! Det gælder helt bogstaveligt og grundlæggende for vores egen eksistens, eftersom høresansen sammen med følesansen er den tidligst udviklede sans i vores præmature eksistens. Vi lytter og mærker inde fra livmoderen alle de lyde, der omgiver os: Vores mors kropslyde, hendes og andres stemmer, omgivende lyd, musik, sang, larm og lyden af ting og sager. Så vi er rigtig godt forberedte og øvede lyttere, når vi dykker ud i verdenen. Her får vi syn for sagn, dvs. efter et stykke tid forbinder vi de allerede aflyttede og dermed kendte lyde med de visuelle omrids, former og farver af levende mennesker og ting, som har været kilde til lydene. Den levende visuelle ”skærm” bliver langsomt tændt lidt efter lidt, men inden da har vores ører og vores totale ”bodybox” opfanget og mødt lyden af omverdenens fænomener. Vi hører nemlig ikke kun med ørerne, men med hele kroppen, ikke mindst gennem følelse og hud. Og det gør vi faktisk også, når vi er kommet ud i vores fødte og opvoksende liv. Som nyfødte tester vi straks vores stemme i et skrig, og derfra går det videre med stemmen i evnen til at imitere de voksnes gry-gry, lala, dada, til at synge hvad der bliver sunget for os – og i sidste ende imiterer vi vores forældres og samboeres sproglyd, endda også deres stemmers klang og karakter. Hele processen fra det første skrig over sproglignende lyde til egentlig sprog, stemmeklang, toner, stemmekarakter handler om at små børn aflytter, (ind)optager, imiterer og gentager, hvad de har kunnet lytte til præmaturt, siden fødslen og allerede tidligt under opvæksten. 

På den vis kunne vi tænke og udlægge vores lytning – især til stemmer og nære lyde – som en optage-teknologi – hvor vi lagrer og indoptager aflyttet lyd kropsligt-mentalt. Den efterfølgende træning og udvikling af stemmen og dens lydartikulation bliver efterhånden en stabil og udviklet imitation eller version, en artikulation eller afspilning af de reale (ind)optagelser, vi løbende har foretaget af den omgivende, især menneskeskabte lyd. Altså: lytning= (ind)optagelse og stemmeartikulation=afspilning. Tilsammen en fantastisk avanceret, kropslig og kreativ teknologi. Den skal dog til stadighed vedligeholdes, trænes, udvikles, udfordres og bruges, hvis den skal kunne aktiveres og bruges i længden.

Lytning i fællesskaber

Og hvad kan vi så bruge denne vores enestående ”teknologi” til? Vi ved at mennesket er et socialt væsen og udviklet til at udveksle med andre levende væsner. ”I gamle dage” – før de store lydteknologiske og senere audiovisuelle teknologiske opfindelser – var fællesskaber primært baseret på fysiske møder gennem arbejde, samtaler, musik, dans, spil og leg med familie, venner og bekendte, fester og foreninger. I den ikke-fysisk-rumlige ende: på læsning, brevskrivning og andre, skriftlige udvekslinger.

I vores senmoderne, globaliserede og voldsomt individualiserede kultur baseret på skærme og tablets, hvor vi som enkeltindivider er blevet sat fri af faste, traditionelle og langvarige fysiske fællesskaber og til stadighed må søge nye og skiftende, ofte teknologisk medierede fællesskaber, synes behovet for at mødes i nye, evt. midlertidigt fysiske, men dog virkende fællesskaber at blive forstærket.

Lytning og stemme

Den amerikanske medieteknologi-og interface forsker Don Ihde har i sin bog Listening and Voice. Phenomenologies of Sound (1976/2007) undersøgt lytningens fænomenologiske væsen, dvs. hvad det er der sker, når vi lytter og sanser verden gennem modaliteten lyd – hvordan vi erfarer og oplever verden gennem netop lytningen til den. Heri indgår lyden af ting, lyden af materialer og overflader, af tingenes indre rum, af byggede rum og lyden af bevægelser, afstand, retning m.m. Alt sammen forhold, som synet ikke alene kan erfare: lytningen rumliggør vores erkendelse og viden om verden. Vi hører, hvad vi ikke kan erkende gennem synet. Lyd er – siger han – direktional – den ”trækker” i os (så vi evt. bevæger os efter den), mens vi samtidig er inde midt i den: vi bevæges af den, dvæler i og fastholdes i den, afkoder verden og de rum og ting og sager vi møder omkring os. For at kunne skærpe vores forståelse af lytning installerer han begrebet stemme for alle de verdens lyde, vi møder. Hvis vi netop opfatter lyd(e) som om de er ”menneskelige ” stemmer, bliver vi ekstra lydhøre i forhold til lytningens særlige sanse- og erfaringsmuligheder. Vi tildeler nemlig dermed lytningen samme status som menneskestemmen, som altid vil være i centrum og træde frem i vores lytte-felt. Al verdens lyd er ”stemmer”, vi skal lytte til og tillægge betydning.

Lytning i fællesskabets dobbelte lydrum

Alle menneskelige fællesskaber må i sig selv balancere mellem stemmer (lydskabelse) og lytning – en balance der ofte kan være vanskelig, når vi er mange stemmer samlet. Men når vi lytter sammen i fællesskab – i forbindelse med fx lyd, tale, musik, dans, leg og spil – lykkes det nemmere at give plads til såvel flere stemmer som til lytning. Den slags lydlig aktivitet i fælleskab betyder nemlig, at vi lytter til (hører) andre og hinanden – således at vi sammen kommer til at høre til i fællesskabet. Når vi nu ved, at lytning fra den første præmature færd er forudsætningen for vores egen individuelle stemme-, sprog- og lydproduktion, så er det vigtigt allerede tidligt at opøve og bruge lytte-stemme kompetencerne hos børn, sådan som det sker i flere af den auditive litteraturformidlings koncepter og formater. Samtidig aflaster fællesskabet de mulige individuelle vanskeligheder, nogle evt. måtte have med koblingen og balancen i deres lytte-stemme ”teknologi”. mellem ”optager” og ”afspilning”. 

Når vi sidder sammen i et fælles fysisk rum og lytter til et virtuelt lyd-rum som fx en mundtlig fortælling, evt. en medieret lydfortælling eller lydkomposition (Podcast, lydbog, hørespil o.a.), så lytter vi ind i et dobbelt rum: lyden af det fysisk-faktiske rum, hvori fællesskabet befinder sig, og lyden af fortællingens virtuelle rum, som vi i fællesskab lytter til, men individuelt forestiller os gennem lyden. Det giver en ekstra lydbaseret dobbelt dimension til vores lytning, som man straks bagefter umiddelbart kan udveksle om, fordi vi netop befinder os i det samme fysiske rum, men ikke nødvendigvis hører det samme. Det ville måske kunne være en mundtlig-oral version af de nu udbredte voksne læsekredse, som selvfølgelig også kan være baseret på læsning af en lydbogs-version, men dog sjældent er blevet lytte-læst til i fællesskab. En lydbaseret lytte/læsekreds for børn kunne evt. også indgå som koncept og format i kommende auditive litteraturformidlingsprojekter.

Auditiv litteraturformidlings formater lover godt for en ny oral litteratur-kultur for børn, når legende og multisensoriske processer ikke blot kan afbalancere forholdet mellem stemme og lytning, men også vil styrke deres aktive, legende og bidragende omgang med fortællinger som værende deres egne, så de i skiftende fællesskaber kan blive stærke lytter-læsere og fortællere.

Hvis det samtidig kan sætte endnu mere lytning og lyd til det engang tyst-museale biblioteksrum, kan litteratur blive et fælleskabende hit, hvor børn får mulighed for at mødes, deltage i, bidrage til og levendeholde deres og vores fortællinger.

Andre lytninger i fællesskab og fokus på lyd og lytning

Siden fremkomsten af mobiltelefoner og andre tablets synes interesse for og praksis med lyd og lytning at have bredt og udviklet sig – tænk blot på eksplosionen i podcast- og lydbogs-produktioner og sites. Men også uden om de mobile lydteknologier praktiseres lytning, ikke mindst i fysiske fællesskaber. For knap 10 år siden etableredes i Aarhus og København Lyttebiograf – i Aarhus med afspilning i mørke af podcasts o.l. i biografen Øst for Paradis. Ligeledes har flere kirker arrangeret fællessang (uden for kirketiden), ligesom unge naturengagerede har arrangeret fællessang om aftenen i Risskov ved Aarhus. Her er det selvfølgelig fællessang i attraktive omgivelser, der er trækplastret, men også den fælles lytning til et stort kirkerums akustik eller et stort naturrum med ligeledes stor akustik er væsentlig for sådanne arrangementer. I et afgrænset/midlertidigt fællesskab synger og lytter vi ind i et fælles rum.

Også i nyere auditive og audiovisuelle samtidskunstværker og udstillingsrum (fx ARoS, Luisiana m.fl.) samt på øvrige kulturmuseer iscenesættes udstillinger nu også med fælles lytning ude i rummene: På Moesgaard Museum, i Tirpiz ved Blåvand, På Museet for Samtidskunst og Rockmuseet i Roskilde færdes publikum i lydiscenesatte rum, hvor lyden i rummene både kan indramme og supplere de udstillede genstande, skærme og sceniske installationer; men også indramme, komplementere og rumligt tune de besøgenes oplevelser – og  samtidig maskere besøgsgruppernes interne fælles kommunikation. 

Lytning i fællesskaber som pligten til at lytte i et demokratisk samfund 

Hvis vi løfter lytning i fælleskaber op på et endnu mere grundlæggende og afgørende sociologisk samfundsniveau, så kan vi følge medieforskeren Kate Laceys’ analyse og tolkning af, hvilken samfundsmæssig betydning lytning i fællesskaber har. Hendes pointe er, at hvis vi ikke kan lytte i fællesskaber til ”de enkelte andres” stemme – men kun har fokus på egen ytringsfrihed, men ikke på vores lytningspligt – så vil vores demokratiske samfund ikke kunne overleve. Hvis ikke vi kan/vil lytte os ind i et andet subjekts stemme eller en anden gruppes lydlige ytringer, vil vi aldrig kunne sætte os ind i andre menneskers unikke stemme og identitet. 

Når vi taler på et mere bredt kulturelt niveau, kan man sige, at hvis ikke vi låner øre til andres stemmer – hvis ikke alle får mulighed for at bidrage og deltage, bliver vi kulturelt fattige, endimensionelle og fremmede for hinanden. 

Det er i lytningen til de andre – i forskellige fællesskaber – at vi får input til udvidelsen og udfoldelsen af vores egen stemme og dermed til, hvem vi kan være i fællesskabet. Heri ligger også opfattelsen af litteratur som det sted og de rum, hvor vi har mulighed for at møde andres liv og per-sona(e): personer og mennesker, som vi møder og lærer at kende og forstå netop gennem netop stemmer: gennem lyden af dem.

Referencer

• Don Ihde (2007): Listening and Voice. Phenomenologies of Sound (second ed). N.Y.: State University of New York Press
• Lønstrup, Ansa: Lytning i fællesskaber : Et identitetsskabende korrektiv til fikseringen på den individuelle biografi.
• I: Kulturstudier, Bind Årg. 6, Nr. 2, 28.11.2015, s. 136-153.
• Lønstrup/Larsen (2021): ”Animerende Lyd – at færdes på museer gennem musik, lyd, tid og rum” in Museologi mellem Fagene, Lise Skytte Jakobsen m.fl. (red.) (2021), pp. 291-316, Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
• Kate Lacey (2013):  Listening Publics. The Politics and Experience of Listening in the Media Age, Cambridge: Polity Press
• Kate Lacey (2014): “Listening Overlooked”, (online) Javnost – The Public Journal of the European Institute for Communication and Culture, Vol. 18, No.4, pp.5-20 
• Lønstrup m.fl. (red.), (2014): Blik for Lyd. Om lyd i kontekst. Aarhus: Forlaget Klim
• Lønstrup, Ansa (2004): Stemmen og Øret – studier i vokalitet og auditiv kultur. Aarhus: Forlaget Klim