Frugtens flugt over plankeværket

Når man sættes i særlige situationer mens man lytter (…), så iscenesætter man, at lytningen i sig selv er en vigtig handling. Den fortjener et eget oplevelsesrum. Og man gør også lytning til noget, der sker med hele kroppen.

Af Birgitte Stougaard Pedersen: Følgeforsker for projektet og lektor ved Æstetik og Kultur @Aarhus Universitet

Lyd og litteratur har altid været tæt forbundne. Da litteraturen, som vi i dag primært opfatter som tekst på papir, opstod, sprang den ud af en oral sprogkultur, hvor man fortalte historier eller brugte sproget poetisk, ofte ledsaget af en slags musik. Da oral, mundtlig kultur er flygtig – den findes kun så længe den udtrykkes og opleves – ved man ikke så meget om, hvordan litteraturen eller poesien dengang lød. Da man begyndte at kunne skrive tekster ned, blev det nemmere at fastholde og overlevere viden og fortællinger, men den mundtlige praksis med historiefortælling fortsatte. Den blev bare ikke lige så velanset som skriftkulturen, der med tiden overtog næsten al produktion af viden og også blev til beholder for det, vi i dag kender som litteratur.

I de sidste 500 år har litteraturen været nærmest identisk med bogen, og lyden af litteraturen er blevet opfattet som en slags biprodukt. Bogen er på mange måder blevet usynlig, fordi man har efterhånden kun har kunnet forestille sig, at litteratur er noget, der kommer i en bog. Det faktum bliver, bl.a. som følge af digitaliseringen, udfordret, og i dag møder vi i stigende grad litteratur elektronisk: via apps, via lyd og ved livearrangementer. Selvom bogen blev beholder for litteraturen omkring år 1500, har traditionen med at læse højt fortsat været levende. Langt op i 1800-tallet var oplæsning faktisk et meget udbredt praksis, mens man i det 20. århundrede nok mest har læst op for børn eller lyttet til oplæst tekst, når der var tale om lydbøger eller fx radiodrama.

I de sidste 15 år har vi oplevet det, nogen kalder et lydboom i forhold til oplevelsen af litteratur. Mange mennesker lytter til lydbøger eller podcasts, og det er et resultat af forskellige faktorer: At lydbogen er blevet digital:  Man skal ikke længere slæbe rundt på en masse CD’er for at høre en romanklassiker på lyd – mp3-filen har gjort den digitaliserede tekst vægtløs. Teknologien har udviklet sig kolossalt: De fleste af os er i dag udstyret med en smartphone, og der er opstået nye streaming- og podcaststjenester, hvor vi kan hente det indhold, der interesserer os. Det indhold er blevet ’on demand’: Vi er ikke længere afhængige af, at radioen sender vores yndlingsudsendelse – vi kan hente den og lytte til den, når det passer os i vores travle hverdag. I den hverdag kan vi bruge lydbøger og podcasts mens vi transporterer os, mens vi laver husarbejde, går i haven, handler, eller mens vi løber eller cykler.

Børn har historisk set været brugere af lydbøger, men de senere år møder børn, igen pga. teknologiske udviklinger, i højere grad fortællinger på en iPad eller i et TV-format, hvor billeder og lyd spiller sammen. Og den måde, vi oplever fortællinger på i henholdsvis et audiovisuelt format og i et rent lydligt format, er oplagt meget forskellige.

I samarbejde med levende billeder fungerer lyden understøttende til billedsiden, man bruger ofte musik eller lyde til at skabe en særlig stemning. Dermed er lyd i audiovisuelle medier med til at forstærke billedmediets udtryk, men lyden bliver samtidig underlagt det, vi ser med øjnene.

Når man lytter til litteratur, enten ved at en voksen læser højt, eller ved at man selv er med til at skabe- og finde på lydlige elementer til en fortælling, så kan børn danne billeder på en anden måde. Lyd rummer et produktivt paradoks: Lyd kan på den ene side være svær at bestemme endeligt betydningsmæssigt – lyden af en violin eller lyden af en rislende kilde har ikke en betydning ligesom ordet ’håndtag’ eller ’sko’, men begge lyde kan sætte lytteren i en særlig stemning. Det produktive paradoks er altså at lyd kan fungere stærkt kommunikativt – måske netop fordi lyden har en betydningsmæssig åbenhed. Den kan skabe følelser, som kan betyde mange forskellige ting. Når de følelser indgår makkerskab med en visuel side bliver lydens betydning i højere grad lagt fast, mens den kan forblive åben når vi lytter til en fortælling – vi kan danne os egne indre billeder og skal koncentrere os på en anden måde.

Litteraturens sprog har i sagens natur altid haft en lydside. Sproget har en rytme, sætningers syntaks har en opbygning, der er med til at skabe denne rytme, som igen bliver fortolket når nogen læser højt. Hverdagssprog er vi vant til at bruge i en konkret kommunikation. Sætningen ’ræk mig saltet’ har fx til hensigt at få nogen til at hjælpe een med at få fat i salt til at drysse på sit æg– vi hører så at sige efter betydningsindhold og overfører information mere end vi lytter til rytmen eller klangen i ordene. Men ’tonen stemmer sindet’, som den danske teolog K.E. Løgstrup engang sagde. Så selv om tonen ofte bliver glemt i ’talens flugt og fart’ (over plankeværket), så er det netop sprogets tone, gestik, rytme som dyrkes, når litteratur er optaget af at bruge lyd til at skabe æstetiske oplevelser. Lyd, klang og rytme i sprog er stemningsskabende elementer.

Lyd og leg i litteraturen

”Frugt på flugt” bruger allitterationen, altså bogstavrimet, til at skabe et ordspil, som også driller, fordi det er svært at sige. Man næsten snubler over ordene, og man får øre for hvordan sproget lyder. Det er en rytme, som signalerer fart og kreativ energi, og titlen bruger dermed det, den russiske sprogforsker Roman Jakobson har kaldt ’den poetiske funktion’ til at skabe betydning. Sprogets anvender sit eget medium til at udtrykke en æstetisk pointe. Vi giver os til at lytte til sproget og glæder os over sprogets lydlige leg.

I litteraturen opfører sproget sig anderledes end når vi bruger det til at overbringe information. Litteraturens sprog er formet, i forskellige genrer på forskellige måder. I lyrikken træder sprogets materiale særlig tydeligt frem. Vi næsten støder ind i sproget, når det bruges poetisk og rytmisk. At støde ind i sproget er det modsatte af at se igennem det. Vi kan høre og sanse det på ny. Sproget i lyrik skifter fra at være transparent, som når vi vil overbringe en information, til at være et formuleret æstetisk udsagn, hvis materiale, vi oplever og får øre for.

“Før vi går videre, er der lige noget, du skal vide. Mathias har en blender. Og ikke en hvilken som helst blender. Nej. Den ondeste blender i hele verden med de skarpeste tænder, og det er i ægte. Den er frugternes værste mareridt. En sand dræbermaskine. Den flår dem i stykker med hår og hud, så frugtkødet splatter og frugtblodet sprøjter.”

fra lydfortællingen ‘Frugt på flugt’ af Annie Bahnson og børn fra Skuden Skram.

Litteratur for børn bruger generelt sprogets lydlige, rytmiske og gestiske potentialer rigtig meget. ”Ylle dylle dolle, tre små lodne trolde, gik på jagt med vanter på, for at skyde hvad de så”. Sådan lyder det hos Halfdan Rasmussen i hans ABC. Navnenes lyde skaber både en rytme, tre betoninger, som vi kan trampe med på. Vokalerne er sjove, det er ikke nemt at finde på rim og remser, der begynder med Y, så Rasmussen har måttet bruge fantasien til at fremtrylle forestillingen om de tre uskønne trolde, der går ud i verden for at finde ting. Det er lyden af troldenes navne, vi husker, rytmen og betoningerne samt de sjove vokallyde, der lever gennem generationers hukommelse.

Rim og remser, allitterationer og ordspil er med til at give både børn og voksne læsere en umiddelbar sansemæssig oplevelse af sproget som udtryksmiddel, der ikke kun handler om at overlevere oplysninger, men som bruger sproget til at udtrykke sig. En af grundene til dette er oplagt at små børn ikke læser selv, men lytter til de voksnes oplæsning.

Flere af projekterne i auditiv litteraturformidling for mindre børn bygger videre på denne tradition. Flere af projekterne udvider også forståelsen af, hvordan sprogets lyd kan indgå alliancer med flere forskellige udtryk – at lyd kan danne indre billeder, at lyd kan opleves med kroppen som helhed, at lyd kan være med til at sætte de andre sanser i gang. 

Når man sættes i særlige situationer mens man lytter, enten i en lyttebiograf, i et lyttetelt eller i en lytteraket, så iscenesætter man, at lytningen i sig selv er en vigtig handling. Den fortjener et eget oplevelsesrum. Og man gør også lytning til noget, der sker med hele kroppen. Den tyske filosof Edmund Husserl taler om at vi ikke perciperer, altså oplever, verden med 5 separate sanser, men at vi oplever med alle sanser på én gang. Når man lytter i et mørkt rum eller med lukkede øjne sætter man på den ene side en ring omkring lytningen som sådan, at lytning i sig selv er noget man kan dyrke og samles om, men det bliver samtidig tydeligt at man faktisk lytter med hele sin krop – med andre sanser end bare hørelsen. Vi kan føle at lyden berører vores kroppe.

At opleve lyd i litteratur som multisensorisk sker også i høj grad hvis vi lytter, mens vi er i bevægelse. Når man går tur, løber eller cykler mens man læser en lydbog, vil kroppens bevægelser og muskelsansen tage del i læseoplevelsen, den kan fordybe eller forstærke den. Nogle gange kan kroppen også forstyrre lytningen. Så en multisensorisk læseoplevelse kan være fordybet på en anden måde end når vi alene bruger øjnene til at bearbejde og forstå en tekst.

Når børn er med til at finde på og producere lyde til en fortælling, som tilfældet er med den forfløjne frugt, der flygter fra den onde blender, så får børnene både en forøget bevidsthed om hvordan lyd skaber betydning, og de er med hele deres krop og fantasi med til at fremstille lydene til fortællingen. De oplever at lyd kan betyde noget i en fortælling, at lyd er med til at skabe fortællingen. På den måde kan både det lydlige fokus på sproget og fortællingens indhold, sammen med børnenes egen kropslige investering i fortællingen, skabe engagerede lytte- og læseoplevelser med hele kroppen som medspiller, mens børnene forfølger frugtens flugt over plankeværket. Og børnene vil opleve, at deres kreative og fantasifulde bidrag til skabelsen af den lydlige fortælling, skaber værdi.

Referencer

• Andersen, T.R., Christensen, N., Pedersen B.S, Tanderup, S: Litteratur mellem medier, Aarhus Universitetsforlag, 2018.
• Have, Iben, Pedersen, B. S:,  (2018): “At læse en lydbog” in Andersen, T.R., Christensen, N., Pedersen B.S, Tanderup, S: Litteratur mellem medier, Aarhus Universitetsforlag, 
• Husserl, Edmund: ”Fænomenologi”, Tid Skrift No 11, 1989.
• Løgstrup, K. E.: Vidde og Prægnans – sprogfilosofiske betragtninger, Kbh. 1976.
• Ree, Jonathan: I see a voice, GB, Harper Collins, 1999.
• Ringgaard, Dan: Litteratur, Tænkepause, Aarhus Universitetsforlag, 2014.
• Pedersen, Birgitte Stougaard: ”Lydens produktive paradokser: Om fænomenologiske potentialer og åbne betydningsrum i lyd, sprog og litteratur” in Kulturo, Vol 32, p. 35-42, 2011.
• Pedersen, Birgitte Stougaard: Rytme, Tænkepause, Aarhus Universitetsforlag, 2020.
• Pedersen, Birgitte Stougaard: Lyd, litteratur og musik – gestus i kunstoplevelsen, Aarhus Universitetsforlag, 2008.